MÆRKBAR – udvikler fremtidens musikfællesskaber
Hvad er MÆRKBAR?
MÆRKBAR er et nationalt program, der åbner musiklivet for flere unge mellem 16 og 25 år. Programmet er udviklet til at nå de unge, som ikke af sig selv finder vej ind i eksisterende musikmiljøer, og som har brug for nye formater, nye indgange og nye fællesskaber.
Med støtte fra Tuborgfondet og i et tæt samarbejde mellem musik- og kulturskoler, lokale aktører og unge selv, udvikler MÆRKBAR nye, inkluderende vækstmiljøer for unge i hele landet. Rytmisk Musikkonservatorium er programmets videnspartner.
15 lokale projekter på tværs af Danmark
Efter et open call, hvor 28 kommuner ansøgte, har MÆRKBARs advisory board udvalgt 15 projekter, der fra august 2026 udvikler lokale aktiviteter og praksisser, som bygger bro mellem unge og musikken. Projekterne spænder bredt – fra digitale fællesskaber og musikproduktion på ungdomsuddannelser til ungekuraterede koncertcaféer, teknikforløb, jam-miljøer, studieopbygning og tværkommunale musikfællesskaber.
Fælles for projekterne er, at de:
- Når unge, der står uden for eksisterende musikfællesskaber
- Arbejder med lav adgangstærskel og trygge rammer
- Bruger unges egne interesser som afsæt for aktiviteterne
- Udvikles i forpligtende partnerskaber på tværs af lokale aktører
MÆRKBAR giver dermed deltagerkommunerne mulighed for at gentænke deres lokale ungemiljøer og skabe varige forandringer i mødet mellem unge og musik.
Hvad tilbyder MÆRKBAR?
MÆRKBAR gør det muligt at skabe indsatser, der rækker ud over eksisterende rammer.
Programmet tilbyder både økonomisk støtte til lokale aktiviteter, faglig sparring og løbende dialog om metoder og udviklingsprocesser – samt kompetenceudvikling for undervisere, projektledere og lokale aktører. Derudover bliver projekterne en del af et nationalt netværk, hvor de deler erfaringer og bygger videre på hinandens viden.
Formålet er at opbygge bæredygtige, inkluderende musikfællesskaber fra landdistrikter til storbyer, fra ungdomsuddannelser til kulturhuse, ungdomsklubber og lokale spillesteder.
Et stærkt lokalt samarbejde
Alle MÆRKBAR-projekter er forankret i musik- og kulturskolerne og udvikles i samarbejde med mindst to lokale partnere. Det kan være ungdomsskoler, spillesteder, kulturhuse, boligområder eller andre relevante partnere.
Det lokale samarbejde er centralt for at skabe nye veje ind i musikken, hvor unge mødes på egne præmisser, ikke institutionernes.
De udvalgte projekter
MÆRKBAR’s projekter dækker hele landet fra ungedrevne koncertmiljøer i Silkeborg til digitale musikfællesskaber i Faxe, tværkommunale ungefællesskaber i hovedstaden og teknik- og DJforløb i Vordingborg.
Hvert projekt udvikler sine egne formater, men alle arbejder for at:
- engagere unge, der står uden for eksisterende musikmiljøer
- skabe inkluderende og mangfoldige fællesskaber
- udvikle praksis, der kan leve videre efter programmets afslutning
Du kan læse om alle 15 deltagende projekter HER
Kontakt
Har du spørgsmål om programmet eller samarbejdsmuligheder?
Kontakt programleder, Maja Joss-Børch, på [email protected].
Advisory board
Advisory board består af:

Rikke Andersen, direktør, SPOT

Mads Oustrup, forretningsudvikling & partnerskaber, Turning Tables

Sama Sadat Ben. Generalsekretær, Mino Danmark
Advisory boardet suppleres løbende.
Programleder

Maja Joss-Børch, på [email protected].
Videnspartner

Kim Boesskov, lektor, ph.d., Rytmisk Musikkonservatorium (RMC)
BRØNDERSLEV
Musikskole: Brønderslev Kulturskole
Samarbejdspartnere: Musikforeningen LIVE, Brønderslev Amatørscene og andre relevante event- og musiklivsaktører efter behov
Kontaktperson: Nicolai Lange, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige, særligt unge uden tidligere tilknytning til musikmiljøer
Genre: Rytmisk / bandkultur
Om projektet:
Projektet relancerer Byens Bedste Band (BBB) som et helårs musikfællesskab, der giver unge en tryg og fleksibel indgang til at spille musik, finde medspillere og blive en del af et lokalt vækstmiljø. BBB udvides fra at være en enkeltstående konkurrence til et miljø med åbne jamaftener, coaching, bandmatching og koncertaktiviteter. Indsatsen arbejder med lav adgangstærskel og målrettet rekruttering fra efterskoler og gymnasier til unge, der står udenfor organiserede fritidsmiljøer. Projektet skaber både sociale relationer og konkrete veje ind i musiklivet lokalt.
ESBJERG
Musikskole: Kulturskolen Esbjerg
Samarbejdspartnere: Rybners HTX Esbjerg og Syddansk Musikkonservatorium
Kontaktperson: Sara Daugaard Eskildsen, [email protected]
Målgruppe: Unge på Rybners HTX uden eksisterende musiktilbud
Genre: Akustisk, elektronisk og producerbaseret musik
Om projektet:
Musiklaboratoriet etableres på Rybners HTX, hvor der i dag ikke findes musikundervisning, og hvor mange unge tidligere har spillet, men mangler rammer og fællesskab. Projektet opbygger et kreativt og inkluderende miljø, hvor eleverne kan eksperimentere, skabe musik og selv være med til at bestemme indholdet. Med undervisere fra både Kulturskolen og konservatoriet får de adgang til både rytmisk samspil og elektronisk musikproduktion. Laboratoriet styrker både studiemiljø, trivsel og unges musikalske udvikling.
FAXE
Musikskole: Faxe Musikskole
Samarbejdspartnere: Ung Faxe og Unge Løftet Faxe Kommune
Kontaktperson: Malene Lundsgaard, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige på tværs af geografi og baggrund
Genre: Digital musikproduktion, urban og elektronisk
Om projektet:
ONLINE ON LOCATION skaber en digital og fysisk indgang til musiklivet for unge, der ikke tidligere deltager i musikfællesskaber. Via mobilen som kreativt værktøj introduceres de til musikproduktion, mens fysiske lydstudier og et ungedrevet panel skaber konkrete mødesteder og medbestemmelse. Projektet kombinerer online fællesskaber med lokale studiemuligheder og når unge i yderområder, hvor transport og adgang ellers er barrierer. Målet er at skabe varige, tilgængelige og mangfoldige musikfællesskaber på tværs af kommunen.
FRB., KØBENHAVN, TÅRNBY
Musikskoler: Musikskolerne i København, Frederiksberg og Tårnby
Samarbejdspartnere: Kulturhusene og -scenerne i København, Københavns Kommunes Ungdomsskole, TK Ungdomsgård, Ungeværk, Fritidscenter Bispebjerg Nord, KU.BE, Kultur- og Bevægelseshus og Tårnby Gymnasium og HF
Kontaktperson: Jeanette Frederiksen, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige i hovedstadsområdet, især unge uden for nuværende musikmiljøer
Genre: Bredt – sangskrivning, rytmisk, producer, jam m.m.
Om projektet:
Projektet adresserer de strukturelle barrierer, som mange unge oplever i hovedstaden, hvor eksisterende tilbud er opdelt efter kommunale grænser og aldersrammer. Gennem tværkommunalt samarbejde udvikles fleksible og uformelle musikfællesskaber, hvor unge matches, mødes og skaber musik på egne præmisser. Aktiviteterne tilpasses de unges ønsker og spænder fra jams og sangskrivning til produktion og workshops. De tre musikskoler etablerer samtidig en ny samarbejdsstruktur, der skal styrke viden, rekruttering og bæredygtige ungefællesskaber i hele regionen.
FREDERIKSHAVN
Musikskole: Musikskolen i Frederikshavn Kommune
Samarbejdspartnere: Maskinhallen, Sæby Festival, Kulturhus Kappelborg og de kommunale klubber i Frederikshavn Kommune
Kontaktperson: Thomas Albæk Jakobsen, [email protected]
Målgruppe: Unge 16-25 år, særligt unge uden tilknytning til eksisterende musikmiljøer
Genre: Rytmisk musik, ungekultur og event- og koncertproduktion
Om projektet:
Projektet udvikler et helt nyt rytmisk ungemiljø i Frederikshavn, hvor unge, der i dag står uden for musiklivet, får adgang til fællesskab, kreativitet og nye muligheder. Med udgangspunkt i festivaler, ungdomsklubber og lokale kulturhuse møder musikskolen de unge dér, hvor de allerede er, og inddrager dem som medskabere i aktiviteter, indretning af nye musikrum og udvikling af lokale events. En mindre gruppe unge fungerer som medskabere og hjælper med rekruttering og idéudvikling, så projektet formes af unges egne perspektiver. Målet er at skabe bæredygtige ungemiljøer i hele kommunen og etablere mindst to nye musiske mødesteder, hvor fællesskab, deltagelse og lokal forankring er i centrum.
HERNING
Musikskole: Herning Musikskole
Samarbejdspartnere: Plads til Forskel, UngHerning+, Scene7 og Huset No7
Kontaktperson: Katrine Høgenhaug Bæk, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige unge fra både udsatte boligområder, studiemiljøer og lokale kulturmiljøer
Genre: Rytmisk musik, digital produktion, jam, openlab og performance
Om projektet:
Projektet etablerer et åbent ungemiljø på Scene7, hvor unge kan mødes, skabe musik og tage del i et fleksibelt fællesskab, der ikke bygger på traditionelle undervisningsstrukturer. Fokus er på aktivt værtskab: Unge mødes personligt, følges ind i aktiviteter og får hjælp til at finde sig til rette i fællesskabet. Aktiviteterne spænder fra jamsessions og open labs til digitale musikforløb og popup workshops, som unge kan deltage i uden forkundskaber og uden fast tilmelding. For unge med lyst til mere ansvar etableres et udviklingsspor inspireret af SPIR & GROmodellen, hvor deltagerne får mulighed for at blive ambassadører og medfacilitatorer. Målet er at skabe bæredygtige, inkluderende musikfællesskaber og reelle veje ind i lokale kulturmiljøer.
HILLERØD
Musikskole: Hillerød Musikskole
Samarbejdspartnere: Hillerød Uddannelses- og Vejledningscenter, Frivilligcenter Hillerød, Foreningen Musikmissionen og Kulturhuset Støberihallen
Kontaktperson: Christian Steen Noringriis, [email protected]
Målgruppe: Unge i udsatte positioner uden for uddannelse og arbejde
Genre: Beatproduktion, sang, små musikalske produktioner og musickingorienteret praksis
Om projektet:
“Kulturfredag” skaber et trygt, uformelt og relationsbåret musikfællesskab for unge, som står uden for både uddannelse, arbejdsmarked og traditionelle musiktilbud. Hver fredag mødes deltagerne til fire timers kombineret musik, fællesspisning og jobklub, hvor aktiviteterne udvikles løbende i dialog med de unge og tilpasses deres behov og tempo. Underviserne arbejder med en special og neuropædagogisk tilgang, hvor de unge kan deltage uden forkundskaber og bevæge sig fra observation til aktiv deltagelse i eget tempo. Musikken fungerer som et fælles tredje, der styrker trivsel, relationer, handlekraft og motivation. Projektet skaber et stabilt lærings- og udviklingsrum og bygger langsigtede bro til andre fællesskaber, uddannelse og kulturaktiviteter i kommunen.
KALUNDBORG
Musikskole: Musisk Skole Kalundborg
Samarbejdspartnere: LUMA Youth House
og UNG Kalundborg
Kontaktperson: Sonny Lillevang Larsen, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige, herunder internationale unge, studerende og unge uden musikalsk erfaring
Genre: Basal musikproduktion, rytmisk musik og øvelokalekultur
Om projektet:
I et ungedrevet miljø omkring LUMA udvikles nye lavtærskel musikfællesskaber, hvor proces og fællesskab vægter højere end præstation. Et nyt musik og øvelokale bliver en fælles platform, og unge får mulighed for både at producere musik, arbejde kreativt og deltage i korte mikroforløb. Projektet skaber et musikmiljø, som er tilgængeligt for unge uanset baggrund, erfaring og sprog. Målet er at udvikle et bæredygtigt ungemiljø, der styrker trivsel, tilknytning og kulturengagement i Kalundborg.
KERTEMINDE
Musikskole: Musik- og Kulturskolen Kerteminde
Samarbejdspartnere: FYN LIVE og Ungdomsskolen Kerteminde Kommune
Kontaktperson: Ole Vels Poulsen, [email protected]
Målgruppe: Unge i og omkring Kerteminde, både musikere og unge med interesse for teknik/produktion
Genre: Rytmisk musik, live-produktion og teknik
Om projektet:
Projektet bygger videre på det eksisterende ungemiljø omkring Det Store Band og udvider det til et bredere, ungedrevet kulturmiljø. Her får unge mulighed for både at spille musik og indgå i roller som teknikere, producere, PR-ansvarlige og eventplanlæggere. Aktiviteterne omfatter workshops, kurser, koncertproduktion og ansvarstagning i hele eventprocessen. Projektet skaber et stærkt fællesskab, hvor unge udvikler både musikalske og organisatoriske kompetencer og får adgang til professionelle rammer.
KOLDING
Musikskole: Kulturskolen Kolding
Samarbejdspartnere: STU Kolding, FGU Kolding/Vejen, Godset og Nikolai Kultur
Kontaktperson: Robert Cole Rizzi, [email protected]
Målgruppe: Unge i forskellige livssituationer, bl.a. STU- og FGUelever
Genre: Musikproduktion, sangskrivning og rytmisk/elektronisk
Om projektet:
B-side udvikler et åbent musikproduktionsmiljø i Bygning 5, hvor unge kan arbejde med sangskrivning og produktion i fællesskab. Projektet undersøger, hvordan kulturskolens undervisning kan forankres i eksisterende ungemiljøer og tilpasses unge, der ikke deltager i traditionelle musiktilbud. Der samarbejdes med både professionelle aktører og frivillige unge, som bidrager med viden og peertopeer læring. Projektet giver ny viden om fleksible deltagelsesformer og tværgående samarbejder i musikskolekontekst.
KØGE
Musikskole: Køge Musikskole
Samarbejdspartnere: Boligsocial Helhedsplan Køge, Ungekulturhuset Tappen og MGK Sjælland
Kontaktperson: Jesper Sveidahl,
[email protected]
Målgruppe: Unge 16-25 år fra 10 boligområder i Køge og Herfølge
Genre: Skabende musik, urban, elektronisk og produktion
Om projektet:
SMUK skaber nye musiskkunstneriske praksisfællesskaber for unge i socialt udfordrede boligområder. Aktiviteterne udvikles gennem samskabelse og bygger på stærke lokale relationer og eksisterende ungeinfrastruktur. Projektet arbejder med brobygning mellem boligområder, musikskole, MGK og ungekulturhuset og udvikler fleksible aktiviteter baseret på unges egne interesser. Målet er at skabe et mere mangfoldigt ungemiljø og langvarig tilknytning til musikalske fællesskaber.
NÆSTVED
Musikskole: Næstved Musikskole
Samarbejdspartnere: Næstved Ungdomsskole og Talentskolen
Kontaktperson: Jakob Møller Gundel, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige, især unge uden for eksisterende musikmiljøer
Genre: Urban, sangskrivning, producer og digital/AIbaseret skaben
Om projektet:
Projektet skaber nye indgange til musik gennem urban sangskrivning, producerkultur og sociale fællesskabsformater, udviklet i tæt dialog med de unge. Aktiviteterne flyttes ud i miljøer, hvor unge allerede føler sig hjemme, og bygger på samskabelse og lav adgangstærskel. Digitale værktøjer, hverdagskultur og unges eget sprog bruges aktivt som kunstnerisk afsæt. Målet er at rekruttere nye målgrupper og udvikle fleksible formater, der kan forankres efter pilotperioden.
ODENSE
Musikskole: Odense Musikskole
Samarbejdspartnere: Resonator Festival og UngOdense
Kontaktperson: Niels Christian Geil, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige med interesse for identitet, kultur og musikskabelse
Genre: Traditionelle musikalske rødder, hybridformer, kunstnerisk skaben
Om projektet:
Musikalske Rødder giver unge mulighed for at arbejde kunstnerisk med musik, der forbinder deres personlige baggrund med musikalske traditioner. Projektet forløber som workshops ledet af en professionel kunstner og kulminerer i en optræden på Resonator Festival. Undervisningen tilrettelægges, så alle kan deltage, uanset erfaring, og fokuserer på kreativitet, improvisation og fællesskab. Indsatsen styrker unges kulturelle identitet og skaber et inkluderende musikfællesskab i Odense.
SILKEBORG
Musikskole: Den Kreative Skole i Silkeborg
Samarbejdspartnere: Silkeborg Ungdomsskole, Spillestedet Rampelys, Ungeforeningen UpCome og Ungeforeningen Syd For Byen
Kontaktperson: Louise Frøkjær Carstens, [email protected]
Målgruppe: Unge 16-25 år, både nye og etablerede i musikmiljøet
Genre: Rytmisk musik, liveproduktion, sangskrivning og teknik
Om projektet:
Projektet åbner Silkeborgs eksisterende ungemusikmiljø og skaber nye veje ind gennem fællesskabsbaserede koncertcaféer og temaklubaftener. De ungedrevne foreninger UpCome og Syd For Byen spiller en central rolle i både rekruttering, planlægning og afvikling af aktiviteter. Kulturskolen og Rampelys understøtter med rammer, pædagogik og professionelle faciliteter. Målet er at skabe en cirkulær bevægelse, hvor unge mødes i fællesskabet, udvikler sig musikalsk og får mod til at indgå i scene og øveaktiviteter.
VORDINGBORG
Musikskole: Vordingborg Kommunes Musikskole
Samarbejdspartnere: Det regionale spillested STARS og FGU Vordingborg
Kontaktperson: Maj-Britt Madsen, [email protected]
Målgruppe: 16-25årige, især FGUelever og unge uden for eksisterende musiktilbud
Genre: Lyd-, lys- og sceneteknik, DJ, musikproduktion og liveafvikling
Om projektet:
Projektet udvikler et teknisk og praktisk orienteret musikmiljø, hvor unge kan lære lyd, lys, sceneteknik, DJing og produktion i et praksisnært forløb. Undervisningen kobles direkte til konkrete events og koncerter på STARS, hvor unge fungerer som “føl” og tilegner sig erfaring i professionelle rammer. Projektet bygger bro mellem musikskolen, spillestedet og FGUmiljøet og skaber nye muligheder for unge, som ikke tidligere har fundet vej ind i musiklivet. Fokus er på fleksibilitet, praksis og samarbejde mellem forskellige ungemiljøer.